Helle Borg Hansen
Helle Borg Hansen – udstiller med skulptur og keramik på Cph Art Space 2026
Helle Borg Hansen arbejder med skulpturer i bronze og stentøj, hvor et råt og organisk formsprog går igen i både de større værker og hendes bronzesmykker, der kan betragtes som små skulpturer. Alle værker er unika og modelleres i hånden uden brug af fysiske modeller.
Hendes mange år som professionel flamencodanser danner grundlag for de karakteristiske danseskulpturer. Gennem en dyb kropsfornemmelse skaber hun figurer, hvor balance, spænding og bevægelse opleves som levende og troværdige. På samme måde bygger hendes skulpturer af heste på et livslangt forhold til heste, hvor mange års ridning og daglig omgang med dyrene har givet hende en intuitiv forståelse af deres anatomi og bevægelser.
Helle Borg Hansens skulpturer udspringer af det samme billedunivers som hendes malerier. Bevægelse, dans, energi og kropssprog er gennemgående temaer, og mange værker kan opleves som tredimensionelle fortolkninger af hendes maleriske motiver med flamencodansere, heste og fugle. Samtidig rummer skulpturerne et legende element med fantasifulde vingevæsner og humoristiske figurer, der synger og danser.
Hun arbejder selv gennem hele processen – fra modellering i voks eller ler til den færdige skulptur. Bronzeskulpturerne fremstilles efter den klassiske cire perdue-metode, mens stentøjsskulpturerne modelleres, glaseres og brændes af kunstneren selv.
Selvom Helle Borg Hansen i mange år betragtede sig selv som dedikeret maler, blev mødet med skulpturen et afgørende vendepunkt. Inspireret af en kunstnerkollega opdagede hun glæden ved at arbejde direkte med materialet.
Oplevelsen af at forme ler og voks med hænderne åbnede en ny kunstnerisk dimension, som i dag er en lige så vigtig del af hendes kunstneriske virke som maleriet.
Køb billetter til CPH Art Space 2026 med online-rabat her: CPH Art Space 2026