Naja Duarte
Med hvert penselstrøg i mine malerier ønsker jeg at invitere til dybde og refleksion. Jeg ønsker, at mine værker vækker følelser og tanker hos betragteren. Motiverne vil jeg strække ud over det visuelle så de trænger ind i vores sjæls inderste kringelkroge, hvor de minder os om tidens gang. Vækstens cyklus og den evige forbindelse mellem os og naturen. I mine organiske malerier stræber jeg efter at overskride det realistiske og i stedet skabe kunst, der berører sjælen og udfordrer opfattelsen. Jeg er uddannet ved Danmarks Designskole 1990 indenfor keramisk formgivning, men i dag dedikerer jeg mig fuldt ud til malerkunsten.
Uddrag fra “101 Kunstnere”:
Der strømmer igennem alle Naja Duartes malerier en kraft, som binder hendes tre hovedmotiver sammen: portrætterne, blomsterbillederne og abstraktionerne. Om man vil kalde denne kraft, livsenergi, ånd eller en holistisk overbevisning om, at alt i verden hænger sammen, er ikke så vigtigt. Mere relevant er det at påpege, at denne kraft gør de figurative billeder til andet og mere end realistiske gengivelser af henholdsvis mennesker og blomster.
Kort fortalt vil det ikke være helt forkert at sige, at portrætterne har noget organisk og spirende over sig, mens omvendt blomsterne synes at antage menneskelige egenskaber. Man kan se dette i selve den måde, portrætterne er komponeret på. Det ofte stort og flot opsatte hår på disse kvinder – og det er udelukkende kvinder, Naja Duarte viser os – ligner påfaldende meget planter af forskellig slags og sammen med de blomster, hårpinde, frugter, tørklæder og smykker, der pryder det, minder helheden i høj grad om vækster i naturen. Og ligesom naturen er kendetegnet ved en evig cyklus af spiring, vækst, forfald og død, virker det, som om, at disse kvinder gennemlever den samme cyklus. Nogle er i fuld spiring, fulde af energi og kampgejst, mens andre synes gennemsyret af tvivl eller af sorg. Under alle omstændigheder er det stærke og uafhængige kvinder, Naja Duarte fremviser for vores øjne. Omvendt antager blomsterne en næsten menneskelignende karakter.
Naja Duartes fremgangsmåde med at gå helt tæt på blomsterhovedet får sammen med de næsten overnaturlige lyseffekter billederne til at overskride det rent beskrivende og naturalistiske og blive til noget, man kan kalde magisk realisme.
Web; www.najaduarte.dk
E-mail: naja_duarte@hotmail.com
Tlf: 51527529