Karen Villia Jensen
Karen har taget overtroen, interessen for havet og vikingerne med sig, og det binder hende meget sammen med naturen stadig. Hun har i dag hvad man kan kalde en naturtro – ikke en kristen tro. Måske også derfor kan hun sagtens holde ud at bo på en gammel kro hvor det spøger, samtidig med at hun er en meget jordbunden kvinde.
Som 17-årig gik hun på Håndarbejdets Fremmes Højskole, selv om hun blev rådet til at gå på kunstakademiet. Hun forsøgte at være fornuftig og økonomisk, og er så blevet indhentet af kunsten senere i livet alligevel.
Hun er uddannet teknisk assistent og tog derefter en mere kunstnerisk overbygning på Blackpool College i England, hvorfra hun kom hjem i 1992 og i 1994 købte hun kroen sammen med sin mand.
Herefter arbejdede Karen som illustrator på Velux i mange år hvor hun lavede vejledninger og brugstegninger til nye produkter. Det var gode, men stressede år, med job, kunst og kro. Derfor sagde hun i 2017 jobbet op og har siden arbejdet fuld tid med kunsten. Hun har, blandt mange andre kurser og undervisningsforløb, gået på Bjørn Ignatius´ kunstskole og haft værksted hos ham en del år, men har nu bygget eget atelier.
Køb billetter til CPH Art Space 2019 med online-rabat her: CPH Art Space 2019