Arif Jamil
Spændende nyhed. Når kunstmessen CPH Art Space slår dørene op til august på Terminal 13 på Nordhavn, 14.-16. august bliver det med et markant nyt ansigt.
Den irakisk-danske billedkunstner Arif Jamil præsenterer her en række værker, der forener mesopotamisk kulturarv med moderne nordisk liv.
I krydsfeltet mellem minderne fra Irak og hverdagen i Danmark finder vi Arif Jamils kunstneriske nerve. Jamil, der er uddannet fra College of Fine Arts i Bagdad, har i dag base i København, og hans kommende udstilling markerer en foreløbig kulmination på en rejse mellem to verdener.
I sine malerier arbejder Arif Jamil med en teknik, hvor figurer og former både opløses og samles igen. Det er en dekonstruktion af virkeligheden, der trækker på det bedste fra kunsthistorien:
-Mine malerier fokuserer på menneskelig tilstedeværelse og en mesopotamisk atmosfære gennem et ekspressivt visuelt sprog. Jeg er særligt optaget af intime menneskelige temaer og mindernes spor i farve, komposition og symbolik, forklarer Jamil.
Hans udtryk kombinerer de stramme, strukturelle træk fra kubismen med en farvebehandling, der minder om impressionismens fokus på lys og stemninger. Resultatet er et personligt billedsprog, hvor enkelhed og klarhed står centralt, selvom motiverne gemmer på dybe lag af kompleksitet.
Temaerne i Jamils værker kredser om erindring, forandring og mødet med et nyt land. Han undersøger gennem penselstrøgene, hvordan identitet formes mellem forskellige kulturer, og hvordan minder sætter spor i både mennesker og landskaber.
Hans kubistiske værker kan virkelig noget, og det samme kan de værker, der bærer på den rige kulturarv fra Mesopotamien.