Anne Kryger

 -Jeg har arbejdet med keramik i 30 år og har gennem tiderne undervist både børn og voksne. For 5½ år siden startede jeg Helsingør Kunstgalleri sammen med 8 billedkunstnere. Nogle er holdt op – andre er kommet til. I dag er vi 7 medlemmer af galleriet. Vi skifter udstilling én gang om måneden i forbindelse med fernisering på gæstekunstneres billeder, fortæller Anne Kryger og uddyber:

-Jeg har af hensyn til de skiftende udstillinger forskellige serier, som jeg udstiller. Dette dels for at der kan være nyt at se på og dels for at der er ro over den aktuelle udstilling. Jeg har altid godt kunnet lide at skære, trykke og hive former ud af en drejet grundform samt at dreje store former.

-I forbindelse med udstillingen på CphArtSpace har jeg arbejdet med store former udvendigt dekoreret med kobberoxyd som er glittet – dvs. gnedet ind i leret, mens det var lædertørt og derefter påsat farvestrålende prikker eller striber, siger Anne og tilføjer:

-I mit daglige arbejde veksler jeg mellem arbejde ved drejeskiven og modellereing. Mine elefanter opstod efter en safari i Sydafrika, hvor vi havnede midt i en kæmpe elefantflok. Utrolig fascinerende dyr. Mine lange mænd er inspireret af folk, jeg ser på diverse messer. Mange går med hænderne i lommen og tager ikke  hænderne op af lommen, når de bukker sig for at kigge nærmere. Nu er det blevet mit koncept, at alle mine mænd/damer har hænderne i lommen. Også diverse ordsprog eller andre sproglige finurligheder inspirerer mig til nye figurer, siger Anne Kryger.