Stine Kiel Ratzow
Stine fortæller om sit kunstvirke:
Jeg blev i 1998 uddannet på “Seminariet for Kunst & Håndværk” med hovedfagene beklædning og smykker. Allerede året efter indtog glasset sin plads i mit hjerte og blev omdrejningspunktet for mit kunstneriske virke.
Efteruddannelse ved dygtige glasfolk fra ind- og udland har videreudviklet mine færdigheder og i særdeleshed skal nævnes den tjekkiske glaskunstner Petr Stacho, leder på den ældste glasskole i verden.
Min interesse for tekstur fornægter sig ikke, og jeg søger til stadighed at bringe den ind i mine glasværker. Beskueren skal blive nysgerrig, få lyst til at røre ved skulpturene og fadene samt opdage den dybde, der findes i udvalgte områder. En dybde der bl.a. fremkommer efter mange timers slibning og polering.
Udvalgte værker sammensættes med bronzestøbning for at give et andet modspil, et andet udtryk. Bronzedelen skabes i voks ud fra den enkelte glasskulptur. Voks der sidenhen bliver viderebearbejdet til bronze.
Mit ønske er, at give en oplevelse af den rå, barske, storslåede og meget eventyrlige grønlandske natur, som jeg selv har oplevet. Lige så meget som jeg ønsker, at den enkelte skaber sin egne fantasifulde historier eller får associationer til f.eks. “Isdroninngens slot”(hørt på en kunstmesse).