Steffen Kindt

Steffen Kindt er en klassisk popkunstner. Hans stil er skarpt skåret og grafisk prægnant. Hans motiv er oftest den moderne kvinde, hvis ansigt eller krop han sætter fokus på, i et maleri, som fremstår helt enkelt og stærkt virkende, så det ind imellem kan virke, som om han er ved at opløse motivet til streger, skygger, lys, linier og farver. Så meget, at man kan mistænke ham for at bruge kvindemotivet som påskud for at skabe et grafisk præget værk, hvor udtrykkets visuelle topologi egentlig er vigtigere end motivet.

Dertil kommer, at han grafisk er uhyre præcis i sine virkemidler. Han forenkler uden at forfladige. Og han lader farven tale for sig selv, med en forkærlighed for røde, sorte eller gule farver. Dem knalder han på, så de sidder så hårdt poleret som lakken på en sportsvogn.

Inspirationen kan komme fra et billede på TV-skærmen, en reklame i et glittet magasin eller fra mennesker, som passerer forbi, når Kindt bevæger sig rundt i byen. Men det er kun afsættet. Billedet kan sagtens blive til noget helt andet. Når billedet begynder at tage form, skal det have sin egen dynamiske og stramme logik.

Distancerede kvindefigurer

Hans kvindefigurer er afpersonaliserede. De fremtræder som anonyme repræsentanter for den moderne kvinde, hvis hele appel ligger i det ydre. Først og sidst er hans kvinder så grafisk forenklede, at de – ud over det genkendelige motiv – fremtræder som streger, linier, kurver og kontraster.

Men ser man på motivet, kvinden, i Steffen Kindts udgave, så er hun så rap og indbydende som en sportsvogn. Glat, flotte kurver, perfekt overflade. Men også kølig og distanceret. Noget man skal have råd til. Eksklusiv. Ikke for alle og enhver.

Netop overfladen er vigtig. For det er en vigtig del af spillet, når vi taler popkunst. Vi spiller et spil om en lækker verden, hvor alt er smukt og alle mennesker er smukke mennesker. Og hvor omgivelserne er lækre, næsten indtil kvalmegrænsen.

De skæve perspektiver

Steffen Kindt vinkler sine billeder. Næsten aldrig i total. Det er for kedeligt og forudsigeligt. I stedet sætter han i scene. Som når en fotograf lægger sig ned på gulvet og fotograferer i frøperspektiv, eller med vilje lader sit kamera vinkle det hele skævt og – igen med vilje – ”klipper” dele af kroppen væk. Eller som når mange tegneserieskabere netop lader hele billedets dynamik skrue i vejret via beskæringerne.

Lige som filmen opererer maleriet med en slags dobbelthed: Man føler sig som voyeur, når man betragter det. Det er en vigtig del af hemmeligheden ved billedet, især når man ser på malerier, som dem Steffen Kindt laver.

Der er en særlig dragende form for nøglehuls spionage ved dem. Det er som at se ind i et privat rum, hvor vi ellers ikke har adgang. Og hvor vi ser en person, som tilsyneladende tror sig ubevogtet.

www.steffen-kindt.eu