Lajla Holm
Lajla Holm arbejder med keramik som formsprog både skulpturelt og med den spændende rakuglasur Kobber Mat.
– Det der fascinerer mig, er menneskekroppen, hænder og hoveder. Vi udtrykker rigtig meget med kroppen og jeg synes det er utroligt hvad få ændringer i fx en kropsholdning eller mimik kan gøre. Vi siger rigtig meget med vores hænder, og bruger dem hele tiden i vores kommunikation og det synes jeg er ret interessant. Og så bruger jeg jo også mine hænder til at forme figurerne, fortæller Lajla Holm og fortsætter:
-Jeg arbejder med et forholdsvist råt udtryk fordi jeg synes det passer til leret som materiale og fordi det spiller godt med det rå og nøgne menneske. Jeg kan godt lide at give mine figurer et lille tvist, tilføje lidt humor, som en kommentar til at vi ikke altid skal tage det hele så alvorligt. Jeg synes det er sjovt at lave fortolkninger fx af HCA men også udtryk som Ud af boxen.
-Når jeg rakubrænder med glasuren Kobber mat, så bliver det mere råt, jordnært og elementernes magt, både i udtryk, glasur og brændningsmetode. Der er også et element af uforudsigelighed og det ukontrollerbare, som giver mig stor glæde. Glasuren hedder Kobber mat og består primært af kobber oxyd, den er helt grå/sort. Farvespillet opstår i selve brændingen. Efter krukken har været i ovnen stiller jeg den på en bund af savsmuld, og lader vind og ild gøre sit arbejde. Jeg reducerer med en jerngryde og efter en rum tid kan jeg fjerne gryden. Krukkerne har det fineste farvespil, der spænder helt fra det sarte blå og gule nuancer til mørk lilla, knald orange, rød og mørk blå. Det er fantastisk og lidt magisk, forklarer Lajla Holm.
Køb billetter til CPH Art Space 2024 med onlinerabat her: CPH Art Space 2024