Karsten Garner
Karsten er uddannet skolelærer/billedkunstlærer i 2002, bosat i Hvalsø, Midtsjælland.
Han udtrykker sig primært med pensel og akrylmaling, som han krydrer med både spraymaling og paintmarkers. Inspirationen kommer mange steder fra, men overordnet kigger han indad.
-Det vil sige, at jeg kombinerer min viden og interesse for moderne kunst med mine egne æstetiske præferencer og hverdagsoplevelser. Jeg er samtidig musiker, og derigennem får jeg mange inputs, som sidenhen udkrystaliserer sig i malerierne. Jeg går meget op i den rumlige komposition og forsøger oftest at skabe et maleri, som indbyder til at man træder ind i det. Stilen må siges at være eklektisk, således at jeg benytter mig af mange forskellige virkemidler og inspirationer for at opnå et tilfredsstillende motiv. Jeg bevæger mig mellem det figurative og det abstrakte, og forsøger at opretholde en balance, så det ene ikke kommer til at dominere over det andet. Jeg finder en ro i de store raster, som jeg bruger til at skabe rumlighed og håber derved at skabe motiver, som både indeholder kaos såvel som balance, fortæller Karsten og fortsætter:
-Jeg har altid tegnet, malet og udtrykket mig kreativt. Efter gymnasiet gik jeg på kreativ Linie på KTS, hvor jeg fik sporet mig ind på mit eget udtryk og efterfølgende havde et par udstillinger. Jeg uddannede mig derefter til folkeskolelærer. Sideløbende med jobbet som lærer, har musikken fyldt meget, og derfor har maleriet i nogle år været trængt i baggrunden. En ryglidelse og efterfølgende langtidssygemelding muliggjorde for et par år siden, at jeg kunne genoptage mit kunstneriske virke i større grad, hvilket på mange måder, har været utrolig vigtigt og givende, for mig og forhåbentlig også andre.