Inge Nygaard

Tekst: Sara Legind-Hansen

 Inge Nygaard – City Life

 Inge Nygaard maler detaljerede City Life malerier. Hun favner en farveskala udover det sædvanlige. Malerierne fra hendes hånd er smukt udformet, har et kontant udtryk over sig, og det er tydeligt, hvor mange timer Inge har lagt i de små detaljer, lyset og skyggerne.

 –Jeg har altid været fascineret af byliv og mennesker i gadebilledet,  når jeg rejser ud fx til New York – men i lige så høj grad, når jeg vender blikket mod Århus, da det er her, jeg bor, siger Inge.

Fra lejligheden hvor hun maler, har hun den mest fantastiske udsigt til Aros. Det er faktisk også  Aros’s tidligere direktør Jens Erik Sørensen, som gav hende modet til at skalere bylivets øjeblikke op i de store formater. Under en udstilling i Ridehuset stoppede han op, ved hendes detaljerede New Yorker malerier, og opfordrede hende til at gå op i format, hvilken hun tog til sig.

New York – Moments In The Big Apple

-Ofte maler jeg detaljerede New Yorker malerier, men til CPH Art Space har jeg arbejdet på at skabe en ny perlerække af værker. Malerierne er stærke i udtrykket, og manden som spiller musik på gaden for publikum er i fokus. Hvide diagonale streger fra vejbanen går igen. Den hvide streg er blevet den hvide tråd – der guider en rundt i værkerne”, forklarer Inge Nygaard.

Inge Nygaard griber øjeblikke fra New York. Hun har besøgt The Big Apple mange gange og foreviget gadens liv med sit kamera. Hjemme i Århus bliver de bedste fotos valgt ud. Kun få bliver udvalgt til at gå videre med i maleriets verden. Det valgte motiv bliver ved håndkraft kvadreret op på lærred og minutiøst arbejder Inge ihærdigt med små pensler for at få alle detaljer så nøjagtige som muligt.

 –Kvinden med indkøbsposen er et andet eksempel fra New York. Motivet er udvalgt på baggrund af temaet for en udstilling i Rådhussalen med kunstnersammenslutningen Åbne Døre Århus. Temaet er “krukker” – og på maleriet her ser du  en “krukket” kvinde sammen med to andre “krukker” (New Yorks skraldespande)”, fortæller Inge.

 Maleriet med “krukkerne” er i proces – og Inge bekendtgør, at der er et langt stykke vej endnu, før hun kan sætte sin signatur nederst i højre hjørne. Signaturen er en rund rød plet – som leder tankerne hen på trafiksignalets røde stoplys, der indikerer, at maleriet er færdigt.