Hanne Julie

– Jeg er meget fascineret af akvarelmediet og nordisk maletradition, repræsenteret ved Gerlesborgskolen, som blev grundlagt af Arne Isacsson. Jeg maler også akryl- og oliebilleder og tegner hvor som helst, når som helst. Min motivverden spænder vidt: Mennesker, dyr, miljøer (hjemme og i udlandet), samt selvfølgelig Stevns natur, hvor især klinten er en dejlig inspirationskilde, fortæller Hanne Julie og fortsætter:

– Den store udfordring for mig er den mere fri og fabulerende udtryksform. Jeg søger ofte “tilbage” til det naturalistiske udtryk, da jeg i mine skitser skildrer motivet ret genkendeligt. Det er med det som udgangspunkt spændende at arbejde med akvarellen i en fortsat udforskning af mediet og dets muligheder.

Hanne Julie har en lang og meget bred tilgang til det at male. Således blev hun allerede som 18-årig introduceret til akvarelmaling af kunstmaleren Kristian Begtorp på et aftenskolekursus.

– Siden har jeg søgt inspiration og endnu mere viden om akvarelmediet hos andre kendte internationale og nordiske akvarelmalere såsom Alvaro Castagnet, Anders Wallin, Lars Eje Larsson, Anna Törnquist og Lars Holm. Jeg synes, det er vigtigt at blive ved med at arbejde med sig selv, udforske muligheder og begrænsninger i den valgte udtryksform, som i mit tilfælde i høj grad har været akvarellen, fortæller Hanne Julie.

I mere end 25 år har Hanne Julie været medlem af Nordisk Akvarelselskab / NAS og sidder nu i bestyrelsen som repræsentant for Danmark. Hanne Julie har udstillet en lang række steder – bl.a. Den Internationale Aquarelle Festival Antwerpen 2010 – nov. 2012. I 2013 deltog Hanne Julie i Nordiska Akvarellsällskapets udstilling på Fullerste Gård i Huddinge/ Stockholm og i 2014-2015 repræsenterede hunsammen med 5 andre akvarelmalere Danmark på Den Internationale Bienale i Mexico City.

Dertil kommer, at Hanne Julie udstillede 2017 i Modalen, Norge med kunstnere fra hele Norden, på Annaborg v. Hillerød Stor International Akvareludstilling, og på Salamanca International Akvarelfestival EWCS, Nordens Hus i Reykjavik nov.-dec. 2017.

 

www.hjjart.dk