Charlotte Westerlund
Billedkunstner Charlotte Westerlund arbejder med intense portrætter i forskellige medier: Akrylmaleri, akvarel, collage og grafik. Et øjeblik, et blik, en stemning. Mange af portrætterne er monotypier, hvor historien fortælles, ikke kun i stregen, men i kontrasten mellem lys og skygge, det dybe sorte og papirets hvide flade.
Monotypier er unikke grafiske tryk, hvor der arbejdes direkte i sværten. Udgangspunktet er en hel sort plade, hvor sværten tørres væk, der hvor motivet skal være lyst eller hvidt. Når motivet er klar, kan der laves et enkelt tryk i trykpressen.
Interessen for grafik er født på Kunsthøjskolen i Holbæk, hvor Charlotte Westerlund hvert sommer er gæst på Tine Kjølsens grafiske værksted.
I det daglige arbejder Charlotte Westerlund fra sit atelier i Kødbyen i København.
Charlotte Westerlund har deltaget i VK-udstillingen i 2014, på Kvinder og kunst i 2018 og 2019, har udstillet i forskellige kunstforeninger, caféer og virksomheder.
Køb billetter til CPH Art Space 2021 med onlinerabat her: CPH Art Space 2021