Tina Hee

Tekst: Kim Sejr

I mange af Tina Hee’s malerier ser man en trappe. En trappe, som er gået igen fra hendes tidligere arbejde, og man går nok ikke helt galt i byen ved at tolke trappen, som et symbol på den retning og de valg vores liv udgøres af.

Tina Hee er meget optaget af det faktum, at vi alle har den gave, at vi har et valg, samt at enhver rejse starter med det første skridt. Det er aldrig for sent at ændre retning. Op eller ned af trappen, og nogle trin er nemmere end andre.

– Hænger vi fast i fortiden, hænger vi fast i bagateller, hænger vi i det hele taget med hovedet, eller gør vi os fri, træffer en beslutning, kommer videre? siger Tina Hee og tilføjer:
– Det er disse livssituationer og disse valg, som jeg er optaget af, og som derfor præger min billedverden. Den fortæller noget om os selv, og det er vildt interessant, at opleve beskueren få sin egen oplevelse med mine malerier. Min kunst er Ikke udtrykt med en løftet pegefinger, men med varme, med humor og solidaritet, siger Tina Hee.

Tina Hee har bevæget sig mere og mere væk fra det farverige og sammensatte til det forenklede udtryk med dæmpet farvetoning, som hun kalder ”Nearly black and white”.

-I alle de år jeg har levet og arbejdet med kunsten, har jeg været tro mod min udvikling, der ér jo noget om det man siger: ”kun den der forandrer sig forbliver tro mod sig selv”. Jeg bruger kunsten til at forstå, og til at blive klogere, og jeg værner om processen. Det er spændende og udviklende, og jeg kan slet ikke lade være, siger hun.

– Mit nuværende arbejde er en del af min videreudvikling. Det er en opgave jeg har stillet mig selv, for at se hvor min kunst tager mig hen, for den er i høj grad min følgesvend på min personlige rejse. Og hvem ved om ikke farven får lov at kigge lidt ind igen, blot på en anderledes måde, lyder det fra Tina Hee.