Per Thorseth

Jeg maler, fordi jeg ikke kan lade være. Når den grå hverdag bliver for kvælende, føres jeg helt pr. automatik ind i mit åndehul, maleriet, hvor farver flader og former forvandles fra indtryk til udtryk.

Jeg kommer fra en familie, der i generationer tilbage har ernæret sig af billedkunsten. Selv har jeg tegnet og malet, så længe jeg kan huske, altid været en drømmer og primært udtryk mig gennem billeder. Jeg ved dybest set aldrig, hvad der opstår, når farver, flader og kontraster spiller sammen og kommer til syne på lærredet. Det er det uforudsigelige, overraskelsesmomenterne, jeg forsøger at udnytte. Endvidere er det en stor gave og batterioplader for mig, at slå tankerne fra og lade mig opsluge af et billedunivers, hvor alt omkring mig forsvinder.

Jeg bor i det smukke jyske Søhøjland ved Ry omgivet af hede og skov og elsker den vilde natur. Alt det skabende liv, der findes her i min hjemegn, inspirerer mig malerisk. Jeg sætter mit aftryk ved at svælge mig i et koloristisk kaos, samtidig med at billedet lag på lag vokser ud af lærredet for til sidst at få sit eget selvstændige udtryk. For mig er skabelsesprocessen en form for mental hygiejne, der øger min livskvalitet.

 www.thorseth.dk

Køb billetter til CPH Art Space 2020 med onlinerabat her: CPH Art Space 2020