Konceptet

CPH Art Space er et helt nyt, ambitiøst og dynamisk koncept, der er udtænkt for at skabe rum og ramme om kunst af høj kvalitet i København. Det er en anderledes kunstudstilling, hvor der udover præsentation og salg af kunst også er lyrik, musik og øvrig performance, så den besøgende får en kulturel totaloplevelse med elementer som f.eks. lyrik, jazz, free-style væg-maleri og inspirerende installationer.

Der er lagt vægt på, at rummet og aktiviteterne spiller kreativt sammen med de udstillede værker i et nyt format, der bryder med den vante forestilling om en stand.
Ved denne udstilling benyttes megavægge med målene 3,6 x 3,6 m, der i sig selv skaber et skulpturelt udtryk i samspil med rummets minimalistiske og industrielle  arkitektur, moderne loftsmalerier og det unikke lysindfald.

Særudstilling

CPH Art Space vil rumme en censureret særudstilling om mandekroppen, der vil finde sted alle udstillingsdagene. Det forventes, at over 100 kunstnere landet vil deltage i konkurrencen om at få deres værker udtaget. De seks bedste værker vil blive udstillet særskilt på en mega-væg og det bedste bliver belønnet med en præmie. Op til tyve andre værker kan endvidere udtages til at blive præsenteret på udstillingen. Værkerne vil kunne købes af publikum på lige fod med de øvrige værker, der er udstillet

Kunstnerne

På udstillingen vil omkring 50 kunstnere udstille deres værker. Det vil hovedsageligt være moderne billedkunst, men der vil også blive præsenteret bl.a. keramik og skulptur.
Der er tale om udvalgte kunstnere og udstillingen er arrangeret, så den er sammensat på den bedst tænkelige måde, når det gælder sammensætning og variation af stilarter.

Kulturaktiviteter

Eventen vil udover de udstillende kunstnere også indeholde andre kulturelle aktiviteter som bl.a. lyrik og musik. Der vil senere blive oplyst et program herfor.

Mad & drikke

Der vil kunne købes mad og drikke på stedet. Du kan købe salat, sandwiches, kage, te, kaffe, vand.

Docken

CPH Art Space finder sted hos Kulturkajen Docken ligger i Nordhavnen på Østerbro i København – direkte ud til Øresund med udsigt til solnedgang over Hellerup, Skovshoved og Hven. Docken er et tidligere saltlager. Siden 2006 er de rå industrielle rammer blevet omskabt til en historisk og elegant ramme om kulturelle begivenheder.

Dockens store hal blev bygget til opmarchplads for biler og gods til Finland under den kolde krig – den gamle Finlandshavnen ligger klods op af Docken. Senere blev det saltlager for Københavns kommune, men det blev droppet, da det stort set holdt op med at sne for 8-10 år siden.

Docken ligger på Union Kuls areal, som før landede kul til København – nu er det alle brosten og anden belægning til hele København som landes her. Docken henlå efter saltlager-tiden som ruin – facaden var blæst ud, taget faldet delvist ned, ingen vand, ingen kloak, ingen vinduer og kun en enkelt stikkontakt.

I 2006 kom der en dispensation fra kommunen til at anvende Docken til teater og musik, for principielt måtte der kun være havnerelaterede virksomheder i erhvervshavne.Docken drives af ideer og får ikke tilskud af nogen art. Det fungerer med gynger og karruseller: Virksomheder betaler sædvanlig leje – det giver plads og økonomi til kunsten og kulturen, såsom kunstsammenslutningen Grønningen, Loftets Maleri, opera og teater og nu: CHP Art Space.

Vejen ud til Docken går gennem det nedslidte Nordhavnsområde og skaber ofte en vis usikkerhed, som så afløses af de store oplevelser og en fantastisk udsigt til havet når man kommer ind i Dockens sale. Det er industriens katedral med et særligt koncept: Afslappet elegance: klip-klappere og høje hæle, det rå og det tjekkede.Tuborg Havns luksusbyggerier, naturen med havet og Hven mod nord og skrotbjerge mod øst.

Adgangsbillet

Adgangsbilletten købes ved indgangen og giver adgang til alle de tre dage, som udstillingen varer.

Pris: 50 kr.

Forudbestilling: Adgangsbilletter kan købes forud. Det er billigere og du kommer hurtigt gennem køen. Køb her gennem Billetexpressen.

Pris: 30 kr.

Børn under 16 år: gratis entré.

Kunstkatalog

Et eksklusivt kunstkatalog eller avis med præsentation af udstillingens kunstnere vil kunne købes ved indgangen.

Stedet

Udstillingen finder sted i Dockens store udstillingshal samt i loungeområdet med udsigt over udstillingsområdet og i de to lokaler på bygningens 1. sal.
Adressen er: Færgehavnsvej 35, 2150 Nordhavn, København Ø. Se mere om hvordan du finder vej her

Åbningstider

Fredag 30. marts: 12-17

Lørdag 31. marts: 11-17

Søndag 1. april: 11-16