Anitta Birch

– Mine billeder er altid figurative oliemalerier og kan have mange forskellige motiver og betydninger, alt efter hvad der optager optager og betager mig. Fællesnævnerne er dog altid “inviterende” og “relation”, hvor billedet kan repræsentere den ene part og beskueren kan være den anden, Relationen kan også være imellem de enkelte komponenter i værket, som en kommentar til en samfundstendens eller til illustration af en følelse, siger kunstneren Anitta Birch om sit kunstneriske arbejde.

– For mig er mange af de ting, vi deler i relationer, netop sensualitet, æstetik, mad, musik, betagelsen af det lækre, det skønne og det skæve. Mine værker er derfor ofte en-til-en, enkle nærbilleder, som med komponenter der udfordrer motivet, inviterer til at man forholder sig personligt. Figurerne er stiliserede og kan virke distancerede i den skarpe idealisme, men er altid genkendelige og målet er, at de også taler til fortolkning og oversættelse. Jeg lægger vægt på at der er en enkelthed og præcision i billederne, som bærer det centrale motiv frem, og baggrunden fylder derfor kun i kraft af sin farve. Portrætterne er farverige, nærgående og detaljerede, for netop at invitere beskueren ind i billedet – for oftest mener jeg, at den bedste tolkning er den, beskueren selv finder frem, siger Anitta Birch.